Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Vertons elektromekaniske løftebjælke anvendes allerede af flere internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Med Global Gravity i Esbjerg som partner introduceres løsningen nu i Danmark.
  • Vertons elektromekaniske løftebjælke anvendes allerede af flere internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Med Global Gravity i Esbjerg som partner introduceres løsningen nu i Danmark.

24.11.2020, 07:32

Dansk-australsk partnerskab vil revolutionere tunge kranløft

Global Gravity i Esbjerg bliver dansk partner for australske Verton, der har udviklet en løsning, som fjerner behovet for styreliner ved tunge kranløft. Som led i aftalen skal Verton samtidig introducere det australske marked for Global Gravitys patenterede TubeLock-system til håndtering og transport af borerør.


En fjernbetjent, elektromekanisk løftebjælke til tunge kranløft introduceres nu på det danske marked af Global Gravity, Esbjerg, der har indgået en partnerskabsaftale med australske Verton, som gør den danske virksomhed til eneforhandler af Vertons løfteteknologi i Danmark.

Verton Everest-løftebjælken kan anvendes på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Blandt disse er MHI Vestas, som aktuelt har indledt samarbejde med Verton for at forbedre sikkerheden ved løfteopgaver på offshore-vindplatforme, fremhæver Global Gravity.

Netop vindindustrien, offshore såvel som onshore, vil sammen med de danske byggepladser være i fokus, når Global Gravity i de kommende måneder skal udbrede kendskabet til Vertons løftebjælker på det danske marked. Men på lidt længere sigt, når Verton opnår de nødvendige godkendelser, ser Global Gravity et stort potentiale i at udbrede teknologien til olieindustrien, fortæller CEO Kenneth Hagelskjær, Global Gravity.

Esbjerg-virksomheden står i forvejen bag det patenterede TubeLock-system til transport og håndtering af borerør og samarbejder med en række af de helt store internationale olieselskaber. Med Vertons produkter i porteføljen er hensigten at tilbyde TubeLock-kunderne en samlet løsning, som gør håndtering og transport af rør endnu mere sikker og effektiv:

"Langt de fleste kranulykker rammer de personer, der er tæt på lasten. Derfor er Vertons løftebjælke en enorm forbedring af sikkerheden ved tunge løft. Det gælder ikke mindst offshore, hvor manglen på plads er en af de største udfordringer. Her kan vi i fællesskab fjerne en stor del af den manuelle håndtering og dermed øge sikkerheden," siger Kenneth Hagelskjær.

"Vi har længe arbejdet på at udvide vores sortiment, og Verton er et rigtig godt match for os. Vi ser et kæmpe potentiale i at kombinere de to teknologier, fordi det gør håndteringen af borerør mere sikker, effektiv og pladsbesparende. For os er partnerskabet samtidig en vej ind på det australske offshore-marked, som vi har store forventninger til," siger Kenneth Hagelskjær.

Partnerskabet med Verton kommer på et tidspunkt, hvor interessen for TubeLock er støt stigende. Global Gravity har netop lukket en aftale med en ny stor kunde i Qatar og investerer lige nu kraftigt i at udvide kapaciteten af TubeLock-moduler, som udelukkende anvendes til udlejning. Kenneth Hagelskjær forventer at runde 2.000 enheder inden næste sommer, hvilket vil betyde, at Global Gravity på et givent tidspunkt kan facilitere transport og lagerføring af op til 20.000 rør. Det er mere end en femdobling på bare fire år.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik