Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Stenudlægning sker her med fartøjet DEME Flintstone.
  • Stenudlægning sker her med fartøjet DEME Flintstone.

08.02.2023, 11:24

Nu begynder Vesterhav Syd-arbejdet med fundamenter

Energistyrelsens beslutning om at sætte alle Åben Dør-projekterne på pause påvirker ikke Vesterhav Syd og Nord, da disse parker er statsudbudte. Vattenfalls arbejde til havs er godt i gang, og omkring den 20. februar begynder nedramningen af monopæle ud for Hvide Sande. Begge parker skal stå færdige senest ved årets udgang og vil levere fossilfri strøm til 350.000 husstande.


Vatttenfall meddeler, at byggeriet af Danmarks to næste havvindmølleparker, Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, nu for alvor går ind i anlægsfasen til søs, hvor alle nødvendige tilladelser er i hus.  I januar måned blev de områder, hvor der skal bygges i syd såvel som nord, markeret med bøjer. Den 6. februar begyndte udlægningen af sten på de positioner, hvor møllerne skal stå. Stenene beskytter havbunden omkring møllernes fundamenter mod erosion.

Det er fartøjet ”DEME Flintstone”, der udlægger stenene. Vattenfall forventer, at arbejdet med stenudlægning i både syd om nord bliver afsluttet inden udgangen af februar, men understreger, at al arbejde til søs afhænger af vind og vejr:

”Det er en vigtig milepæl, at vi nu er godt i gang med at udlægge stenbeskyttelse og snart begynder installationen af selve fundamenterne ud for Hvide Sande. Opførelsen af havvind er logistik og ingeniørkunst på højt niveau. Selvom vi efterhånden har stor erfaring her i Danmark, så tager vi ingenting for givet. Alt er planlagt til mindste detalje, men det er nødvendigt at opdatere planerne løbende afhængigt af vejret,” forklarer projektdirektør for havmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord Mathilde Damsgaard, Vattenfall.

Det næste skridt i byggeprocessen er, at vindmøllernes fundamenter skal monteres. De står på såkaldte monopæle, som er nogle enorme stålrør, der bliver nedrammet i havbunden. Opgaven bliver udført af et såkaldt Jack Up-skib, der kan stå på havbunden ved hjælp af fire store ben. Jack Up-skibet til projektet er ”DEME Innovation”.

Vattenfall forventer, at Jack Up-skibet begynder arbejdet ud for Hvide Sande omkring den 20. februar. Arbejdet vil formentlig kunne høres fra land, forklarer Mathilde Damsgaard:

”Når vi nedrammer, bliver monopælene banket ned i havbunden. Det kan formentlig høres fra kysten, men det afhænger meget af vejret. Jeg forventer ikke, at det er noget, som mennesker og dyr bliver meget generet af, for vi er trods alt 9-10 kilometer fra kysten ved Hvide Sande, og vi gør alt, hvad vi kan, for at minimere støjen. Men jeg har stor respekt for, at støj kan opleves forskelligt,” siger Mathilde Damsgaard.

Hun uddyber, at der typisk kun hamres i omkring tre timer pr. monopæl, og at man i gennemsnit forventer at montere én pæl pr. dag. Nedramningen af monopæle i syd forventer Vattenfall sker i perioden fra omkring den 20. februar og det meste af marts måned. Arbejdet med monopæle i nord bliver gennemført i løbet af april måned.

Vesterhav Syd består af i alt 20 vindmøller, mens den nordlige tvillingpark vil tælle 21 vindmøller. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik