Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
En vandstandslogger bliver her installeret i en sø i projektområdet i Egedal.
  • En vandstandslogger bliver her installeret i en sø i projektområdet i Egedal.

08.10.2019, 14:43

Intelligente vandstandsmålinger

Vand- og spildevandsselskab NOVAFOS bruger i et innovativt projekt i Nordsjælland en teknologi, som giver flere muligheder for at overvåge vandstanden online. Fordelene er mange.


Internet of Things, IoT vinder frem. Senest er anvendelsen af teknologien kommet nordsjællandske vand- og spildevandsselskab NOVAFOS til gode i et innovativt projekt.

For at overvåge vandstanden i et område i Egedal, har NOVAFOS koblet sensorer – såkaldte vandstandsloggere – til 13 boringer og to søer i området. Sensorerne er batteridrevne og holder hele tiden øje med vandstanden og rapporterer løbende data hjem til NOVAFOS via internettet.

På den måde kan vand- og spildevandsselskabets medarbejdere overvåge vandstanden i området efter behov uden at skulle i felten med gummistøvlerne på som førhen.

”Den største gevinst ved webbaseret grundvandsmåling er, at vi hele tiden er i kontakt med vores sensorer. Det betyder, at vi kan tilgå data øjeblikkeligt fra en hjemmeside uden at skulle ud i marken. Fra kontoret har vi desuden overblik over udstyret og opdager hurtigt tekniske fejl,” siger NOVAFOS-projektleder Thomas Dahl Strandberg.

”De intelligente vandstandsmålinger giver et mere detaljeret, rummeligt overblik over data, og man sparer en masse tid på arbejdet ved fysisk at hente data hjem fra sensorerne. Desuden er risikoen for fejl og skader mindre, og det digitale oversigtskort er intuitivt og overskueligt for forsyningsselskabet at klikke rundt i,” fortæller fagleder Christian Mathias Rundblad fra den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, som har udviklet løsningen til NOVAFOS.

”Det har aldrig været lettere eller billigere at indsamle sensordata, og det åbner for masser af tekniske muligheder,” påpeger afdelingsleder Klaus Christensen, Automation ved NIRAS.

Sensorer kan nemlig bruges til mange ting. De kan måle alt fra strømforbrug, temperaturer og vandforbrug til luftkvalitet og luftfugtighed og meget mere. Når alt er forbundet, kan man lettere give et samlet billede af, hvordan for eksempel nedbør og vandstand hænger sammen og derfra vælge, hvordan man håndterer vandet i området ud fra den viden.

Projektet for NOVAFOS er et lille men lovende eksempel på, at kompetencer inden for software, sensorer og data bringes i spil sammen med en ingeniørteknisk faglighed. Det lover godt for fremtiden.

Når data bliver gjort tilgængelige ’live’, åbner der sig helt nye muligheder. Med Machine Learning er det muligt at få software til automatisk at kombinere og finde sammenhænge i de ’levende data’ fra sensorerne og andre datakilder. Det giver helt nye perspektiver, forklarer Torben Bach, der er afdelingsleder i en særlig afdeling i NIRAS, som arbejder med data fra forsyningsselskaber.

”Vi bliver i stand til at lære fra fortidens hændelser og kan dermed forudsige fremtidens udvikling. Det bliver muligt at opstille modeller baseret på kunstig intelligens, så vi for eksempel kan forudsige vandmangel, oversvømmelser og brud på vandledninger,” siger Torben Bach.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik