Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Etableringen af en række uddannelser i provinsen kan medføre, at kvaliteten i disse svækkes i forhold til de tilsvarende på eksisterende uddannelsessteder i storbyerne, fastslår IDA.
  • Etableringen af en række uddannelser i provinsen kan medføre, at kvaliteten i disse svækkes i forhold til de tilsvarende på eksisterende uddannelsessteder i storbyerne, fastslår IDA.

27.05.2021, 11:44

IDA: Udflytning af uddannelser kan svække kvaliteten

Regeringens aktuelle planer om at udflytte flere uddannelser kan få store omkostninger, mener IDA, som frygter et fald i kvaliteten.


Uddannelsespolitik bør have kvalitet i fokus, og ikke ende op med at politikere på Christiansborg sidder og flytter brikker rundt på et Danmarkskort, mener formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen, efter at regeringen har fremlagt deres plan om at flytte uddannelser ud af de større danske byer:

"Udspillet om udflytning af de videregående uddannelser minder mest af alt om et velplaceret oplæg til efterårets kommunal- og regionsvalg, Det er ikke funderet i faglighed, hverken for undervisere eller studerende, og det kan få store konsekvenser, hvis man smører et tyndt lag ud over hele landet, når der samtidig ikke er garanti for, at vi opretholder et fornuftigt optag på STEM-uddannelserne, eller om det ender med 10 procent færre studerende," siger Thomas Damkjær Petersen.

Specielt i forhold til STEM-fagene, hvor der er en meget stor efterspørgsel på arbejdskraft fra erhvervslivet, frygter IDA-formanden, at konsekvenserne kan blive alvorlige, hvis udflytningsplaner og loft over studiepladser i de store byer bliver til virkelighed:

"Langt de fleste unge vil gerne læse i de større byer, og hvis disse helt essentielle uddannelser skal pensles tyndt ud over landets 98 kommuner risikerer man, at de unge fravælger STEM-fagene, og i stedet vælger en anden uddannelse i de større byer. Det vil på ingen måde være til gavn for den grønne omstilling, digitaliseringen eller virksomhederne generelt, hvis resultatet bliver, at vi får færre STEM-uddannede," siger Thomas Damkjær Petersen.

Kvaliteten af uddannelserne bliver i den grad også sat på spil, hvis man vælger uddannelsessteder med få studerende og undervisere, mener Thomas Damkjær Petersen:

"Det er begrænset, hvor småt et studiemiljø kan være, og når der ingen garanti er for, at man kan tiltrække dygtige undervisere, risikerer man at gå på kompromis med kvaliteten. Det er ikke forsvarligt. Vi skal fortsætte med at uddanne de bedste ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-professionelle, hvis vi også skal være konkurrencedygtige i fremtiden. Det kræver, at de får en forskningsbaseret uddannelse og er i tæt kontakt med de forskningsmiljøer, deres studier er knyttet op på. Desuden er den hjemlige tekniske og naturvidenskabelige forskning en stor del af fundamentet for vækst og velfærd, og det vil blive svækket, hvis den skal placeres på postnumre," siger han.

Thomas Damkjær Petersen mener at udbuddet af placeringen af STEM-uddannelser i dag allerede er i fuld balance med Danmarks geografi, og at der derfor ikke er brug for yderligere udflytninger:

"Hertil kommer, at der ikke er mange unge, der har uddannelserne udenfor de fire store uddannelsesbyer som 1. prioritet, når de søger uddannelse, og at disse uddannelser har ledige pladser. Studiemiljø og trivsel er også vigtige parametre, der skal ind i ligningen, hvis resultatet skal blive en gevinst for vores samfund og velfærd".


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik