10.05.2021, 10:14
EOT Connect lanceres nu på den oprindelige termin, 1. til 3. juni, så der bliver virtuelle præsentationer og indlæg, mens den fysiske messe; EOT 2021, er skubbet til dagene 31. august til 2 september, hvor det for alvor går løs i Herning.
Tiden nærmer sig for den tredje Electronics Of Tomorrow, EOT, men den fysiske EOT 2021 er flyttet til dagene 31. august til 2. september, meddeler arrangørerne; MCH-Messecenter Herning i samarbejde med Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, Professionel Elektronik, PE, og DI Digital.
Så på den oprindelige termin, 1. til 3. juni, tilbydes en virtuel event; EOT Connect, 1. til 3. juni, hvor man i dialog med samarbejdspartneren Affinity, sigter mod at 'matchmake' udstillere med besøgende forud for messen, fortæller MCH-projektchef for EOT Mona Jakobsen:
"EOT Connect finder sted på de oprindelige datoer for EOT-messen, og derfor har vi valgt at bruge eventen som et kick-off til den fysiske deltagelse i efteråret, så både besøgende og udstillere får mulighed for at forlænge messeoplevelsen med et digitalt lag. EOT Connect er et pilotprojekt i samarbejde med vores samarbejdspartner Affinity, hvor vi gennem nogle digitale værktøjer sigter mod at 'matchmake' udstillere med besøgende forud for messen. Det endelige mål er selvfølgelig, at alle parter skal få mest muligt ud af deres messedeltagelse i september, og vi håber derfor, at branchen vil tage godt imod EOT Connect og benytte sig af muligheden for at hente en masse ny viden," siger Mona Jakobsen.
Fælles for alle webinarerne på EOT Connect er, at de forskellige indlægsholdere og keynote speakers alle er velkendte branchefolk, som også kan opleves på messens foredragsscene til efteråret. Deltagerne på EOT Connect kan blandt andet hente guldkorn fra Anders Struwe Mynster fra Nordic IoT Centre. Han giver en status på det nordiske loT-landskab og fortæller om, hvad der rører sig på markedet, ligesom han vil afrunde webinaret med at fortælle om kriterierne for kåringen af Danmarks bedste IoT-løsning.
Mads Thimmer fra Innovation Lab vil i et andet webinar give en værdifuld indsigt i, hvordan pandemien har sendt verden ti år frem i digitaliseringsplanen. Han kommer ind på, hvor markederne, pengene og teknologierne rykker hen og dykker ned i de mest spændende udviklingstendenser, cases og tech-eksempler lige nu.
Herefter kan deltagerne overvære et gruppeindlæg med emnet 'Industriel IoT og 5G', hvor blandt andet indlægsholdere fra Aalborg Universitet, Siemens-Gamesa, Teknologisk Robotcenter i Odense og TV 2 deltager. Webinaret kredser om 5G, og hvilke muligheder teknologien medfører for dansk erhvervsliv.
Webinarrækken sluttes torsdag, hvor Ben Olayinka og Laurens Slats fra The Things Industries vil dele deres erfaringer med at skabe The Things Network - verdens største LoRaWAN-netværk.
EOT Connect afholdes 1.-3. juni online, mens den fysiske messe finder sted 31. august-2. september 2021 i MCH Messecenter Herning. Tilmelding til webinarerne kan ske ved at følge lænken her
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: