
13.05.2019, 07:16
DIRA's medlemmer fik et sjældent indblik i produktionen hos Hydro Precision Tubing Tønder, der i dag er ejet af verdens største leverandør af aluminiumløsninger, Hydro, konstaterer robotnetværket.
Sidst i april var medlemmerne af Dansk Robot Netværk, DIRA, inviteret på et sjældent besøg hos den norske Hydro-familie i Vestsønderjylland i form af Hydro Precision Tubing Tønder.
Besøget var fuldt-booket og medlemmerne fik rundvisninger på to ud af selskabets fire lokationer i Tønder, der i alt beskæftiger 480 medarbejdere, konstaterer robotnetværket.
Det var projektleder hos Hydro Precision Tubing Tønder, Preben Nicolajsen, der, ifølge DIRA, bød deltagerne velkommen og gav dem et indblik i virksomhedens seneste automatiseringsprojekter. Med søstervirksomheder i Kina og Mexico er det vigtigt, at Hydros sønderjyske fabrikker forbliver konkurrencedygtige, og det sker blandt andet ved hjælp af robotteknologi. Derfor er fabrikkerne meget fokuseret på at være teknologisk godt med og have dygtige operatører med de helt rigtige kompetencer, lød det blandt andet.
Virksomheden fremstiller i Tønder præcisionstrukne rør, flerkammerprofiler og mindre ekstruderinger i aluminium. På fabrikken på Hydrovej foregår de tungere processer, mens at fabrikken i Bedsted tager sig af småprocesserne heriblandt afkortninger af rør.
Peter Krogh, der er teknisk chef hos VOLA, var, ifølge DIRA, ikke mindst imponeret over hastigheden af den sidstnævnte proces:
"Jeg kan virkelig godt lide at tage med til de her arrangementer for at søge inspiration i, hvad folk laver. Og selv om jeg har set nogle af tingene før fra andre producenter, så var jeg meget imponeret over hastigheden i de her afkortningsprocesser af rør," fremhævede han.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: